26. juli 2019 16.00
Mød en medrivende dansk herrevokalist, Søren Lampe, vokal, Søren Møller, piano, Thomas Ovesen, bas, og Janus Templeton, trommer
Kunstnergaarden, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré: 150 kr.
Det er jazz, det er maskulint og det er dansk. Den elegante, midaldrende hr. Søren Lampe fra Helsingør lyser op blandt danske jazzsangere som manden, der blødt, tilbagelænet og humørfyldt får danske sange til at swinge. Selvom han ubesværet mestrer klassiskerne fra den amerikanske sangbog, har han i årevis systematisk taget modersmålet med i sit koncertprogram. Han skriver endda også selv originale danske tekster til kendte melodier.
Søren Lampes pladedebut var i 2007 og blandt de senere opfølgende udgivelser er både albummet ”Jazz på danska” med swingende fortolkninger af den danske sangskat og senest for et år siden ”I Lampens Skær” med ti danske sange. Her er for eksempel Kaj Munks ”Den blå anemone”, bossa-nova sangen om ”Pigen fra Hornbæk” og den satiriske perle ”Selfie Blues”.
De seneste ti år har Søren Lampe gjort sig stærkt gældende på scenen som national crooner. I selskab med adskillige af de bedste danske jazzmusikere har han ved festivaler, jazzklubber og i koncertsale demonstreret, hvordan hans vokal let og ubesværet kan bære jazzens lange tradition for herresang. Han er ikke alene en dygtig håndværker med stemmen som sit værktøj, men også en eminent ordsmed, der let og ukrukket får sangen, rytmen og klangene til at gå op i en højere enhed.Til koncerten på Kunstnergaarden har Søren Lampe allieret sig med tre af jazzscenens mest fremragende musikere, pianisten Søren Møller, bassisten Thomas Ovesen og trommeslageren Janus Templeton. Sammen vil de byde på en særdeles personlig og nærværende koncert.
Fredag 26. juli kl. 16.00
Søren Lampe kvartet: Søren Lampe, vokal, Søren Møller, piano, Thomas Ovesen, bas, og Janus Templeton, trommer
KUNSTNERGAARDEN, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré: 150 kr.
Reservation: e-mail: glyholt@post.tele.dk, tlf. 40 48 05 16
www.kunstnergaarden.dk