Fredag 27. juli kl. 20.00

Sinne Eeg

Sinne Eeg, vokal, Artur Tuznik, klaver, Lennart Ginman, bas, og Zoltan Csörsz, trommer

LUDVIG

Sinne Eeg på mellemspil

fra sin amerikanske karriere

Koncert på Ludvig med den mesterlige danske sangerinde

Det opfattes som regel som noget særlig fint og spændende, når jazzmusikere fra USA kommer og spiller i Danmark. Sorø Jazzfestivalen har således med stolthed flere gange præsenteret amerikanske sangerinder. Men i år går det den anden vej. Nu sinneeg2018kommer nemlig en dansk sangerinde, der er travlt optaget af at slå sit navn fast i Amerika. Det er Sinne Eeg. Hun indspillede sidste efterår i New York albummet ”Dreams” med de højt profilerede amerikanske musikere Larry Koonse, Scott Colley og Joey Baron og opnåede opmærksomhed på radiostationer foruden hun har turneret i jazzklubber fra kyst til kyst. Fredag aften den 27. juli behøver man imidlertid ikke rejse langt bort for at lytte til hende. Sorøs Kulturcafé Ludvig præsenterer hende i selskab med med en europæisk rytmegruppe med polske Artur Tuznik, klaver, ungarske Zoltan Csörsz, trommer og danske Lennart Ginmann på bas.

I Danmark er Sinne Eeg for længst blevet kendt som en i særklasse suveræn jazzsangerinde. Hendes fuldtonede sensitive stemme og sikre sceneoptræden har betaget en stadigt voksende fanskare langt ud over de dedikerede jazzentusiasters verden. Sin enestående musikalske spændvidde har hun vist på en stribe cd-albums med så forskellig underlægning som Radiosymfoniorkestret, DR Big Bandet og det klassiske jazzformat. Belønning af talentet har det ikke skortet på, for Sinne Eeg har på få år vundet både ”Årets Vokaljazzudgivelse”, ”Dansk Radio Jazz Award” og den prestigiøse ”Ben Webster Pris”. Som sangerinde er hun påvirket af forbilleder som Nancy Wilson, Betty Carter og Sarah Vaughan. Hendes stemme indeholder også en meget personlig og distinkt skandinavisk melankoli. Koncerten i Sorø bliver en blanding af udvalgte melodier fra jazzens standardrepertoire samt Sinne Eegs egne sange bl.a. fra albummet ”Dreams”, hvortil hun skrev seks nye numre.

 

Fredag 27. juli kl. 20.00

Sinne Eeg

Sinne Eeg, vokal, Artur Tuznik, klaver, Lennart Ginman, bas, og Zoltan Csörsz, trommer

KULTURCAFÉ LUDVIG, Ingemannsvej 5, 4180 Sorø

Entré: 150 kr. Reservation: www.billetnet.dk eller Sorø Bykontor, Storgade 7, 4180 Sorø


Udskriv